1. Naturoplevelser udvikler en sund krop

Natur, motion, leg og frisk luft er vigtige i et godt og sundt børneliv. Aktivitet i naturen er med til at modarbejde livsstilssygdomme som overvægt, hjertekarsygdomme og diabetes. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn og unge på 5-17 år er fysisk aktive mindst 60 minutter om dagen ved moderat til høj intensitet. Vi husker at lufte vores hund, men glemmer at vores børn grundlæggende har de samme behov som hunden.

2. Naturoplevelser modvirker stress og fremmer læring

I Naturen kan vi koble af og ikke hele tiden være koblet op på elektroniske medier og hele verden. Naturen giver hjernen et frirum, hvor vi på en gang kan arbejde med alle sanser og hvile de dele af hjernen, der ellers er med til at give os stress. Her er tid til ro, omtanke og fordybelse.
Naturen med dens uforudsigelighed kalder på børns åbne eller ufrivillige opmærksomhed. Det er netop her, de bør gå ud for at lade batterierne op og stresse af, og så har aktivitet i naturen også en positiv effekt på børns kognition, dvs. indlæringsevne, opmærksomhed og intellektuelle færdigheder.

3. Naturoplevelser er gode for familien og andre fællesskaber

Oplevelser sammen i naturen lagrer sig som unikke stjernestunder, som huskes og mindes. Naturen er den perfekte ramme for fællesskaber, der gerne vil noget sammen og gerne vil hinanden. Naturoplevelser vænner os til at være sociale og udvikle gode og varige relationer. Når man spørger voksne om de bedste minder fra deres barndom, foregår de ofte i naturen. De minder skal vi også give vores børn og børnebørn.

4. Naturoplevelser er en vigtig del af et godt børneliv

Vi er udviklet i naturen, hvor vi gennem millioner af år har tilpasset os et liv, hvor vi er forbundet med de udfordringer, vi møder i naturen. Aktiviteter i naturen er naturlige for os og hjælper vores børn til at blive robuste, kreative og klar til at tage gode og rigtige beslutninger.
Vi udvikler os og har det godt i naturen. Fysisk aktive børn har ofte et bedre selvværd, en større selvtillid, flere sociale relationer og føler sig mindre ensomme i forhold til fysisk inaktive børn. Dermed er der skabt et godt grundlag for, at børnene klarer sig bedre mentalt, socialt og fagligt.

5. Naturoplevelser beskytter naturen

Når vi får mange oplevelser i naturen, får vi også et tættere forhold til naturen, og et ønske om at passe godt på den. Vi bliver mindet om, at naturen er vores livsgrundlag, som forsyner os med frisk luft, rent vand, sunde fødevarer og muligheden for at leve og overleve sammen med millioner af andre arter og organismer.
Børn med mange naturoplevelser vokser op som brugere og beskyttere af naturen. De får forståelsen af, at vi er en del af noget større og gensidigt afhængige heraf. Hvis vi mister kontakten med naturen, mister vi den, og dermed mister vi os selv.