Af Peter Qvortrup Geisling, sundhedskorrespondent, TV Avisen, DR

Et eksperiment med vores børn?

Er vi i gang med et ugennemtænkt eksperiment med vores børn, når iPad’en er ved at blive en bedre ven end naturen?

Næsten halvdelen af danske forældre mener, at deres børn mellem 5 og 12 år ikke kommer nok ud i naturen. Det viser en undersøgelse lavet af Gallup i 2015 for Danmarks Naturfredningsforening.

Børnene tilbringer nu mindre end halvt så meget tid i naturen, som deres forældre og bedsteforældre gjorde, da de var børn.

Jamen, det går da ikke, venner! Jeg fornægter ikke teknologiens forunderlige muligheder, men er vi i gang med et ugennemtænkt eksperiment med vores børn, når iPad´en er ved at blive en bedre ven end naturen? Og når børnene har lettere ved at stave til Pokemon end til sommerfugl?

Dårlige undskyldninger er der nok af

39 procent af forældrene mener, at de elektroniske platforme er forklaringen på, at børn kommer for lidt ud i naturen. 37 procent peger på, at børnenes hobbyer står i vejen. 32 procent skyder skylden på dårligt vejr. Og en del forældre mener, at de selv er årsagen, fordi de har for dårlig tid.

Danmarks Naturfredningsforening har – igen bakket op af Gallup – spurgt 1.125 børn, om de har set, fanget, fundet, prøvet eller oplevet 25 ret almindelige ting i naturen. Undersøgelsen viser, at 10 procent af danske børn eksempelvis ikke prøvet at bade i havet (1).

Og det går da heller ikke, venner. For stress bliver det næste årtis store folkesygdom, og både i forebyggelsen og behandlingen af stress spiller naturen en væsentlig rolle. Og det er meget sværere for en voksen at finde frem til naturen, hvis man ikke har mærket den som barn (2).

Vitaminmangel?

Nogle skoler gør et stort stykke arbejde for at introducere børn til naturen, men det er i den sidste ende os forældre, der har ansvaret. Jeg siger det ikke for at stresse i forvejen stressede forældre over alt det, vi skal kunne for at være bare nogenlunde gode forældre.

Jeg siger det kun for at bede dig overveje, om du har glemt naturen i dit barns udvikling. Og i dit og barnets samvær.

Sundhed er blevet den nye religion, og mange forældre er bange for, om deres børn har vitaminmangel. De fleste børn får rigeligt med vitaminer, så måske bør vi i stedet tale om naturmangel? Om mangel på vitamin N.

Kilder:

  1. Kantar Gallup for Danmarks Naturfredningsforening - 'Børn i Naturen' (2018).

  2. Rossitter Hunter, M. (2019). Urban Nature Experiences Reduce Stress in the Context of Daily Life Based on Salivary Biomarkers. Frontiers in Psychology, 10. doi.org/10.3389/fpsyg.2019.00722