Sommerens varme er forsvundet, træerne er begyndt at tabe deres blade, og derhjemme har I måske allerede tænkt på at finde halstørklæderne frem fra gemmerne. Det er blevet efterår.

Efteråret kan være råt, ruskende og regnvådt. På denne tid af året kræver det nogle gange lidt ekstra energi at komme ud i naturen.

Men når vi først kommer ud i det grønne, åbner der sig en verden af spændende natur. Vi får røde kinder og fornyet energi. Og så findes der intet bedre end at komme indenfor igen og mærke varmen, der breder sig i kroppen.

Den brune og orange årstid byder på et væld af naturoplevelser. Svampene viser sig frem, tudserne og sneglene holder fest og kastanjerne kaster sig fra kastanjetræerne.

Bestig Danmarks bjerge

De danske bjerge og bakker er ikke særlig høje. Derfor er det en sjov og udfordrende aktivitet for både korte og lange ben at bestige et bjerg i Danmark.

De fleste børn elsker at løbe og bevæge sig. Det kan måske være svært at få dem væk fra skærmen, men hvis du lokker med bjergbestigning, vil de sikkert gerne med.

På børnenes præmisser
Det vigtigste, når man er på bjergbestigning, er, at alle skal have en god oplevelse.

Børn bliver hurtigt trætte af at gå ligeud, så følg deres lyster til at lege og se på nye ting. Det er det fedeste, når vi udforsker. Turen bliver sikkert længere, men det er sjovere for alle.

Find et bjerg eller en bakke, som alle har kræfter til at gå op ad – især dem med de korteste ben. Hvis det er for nemt for familiens store børn, kan de prøve at bestige bjerget fra en anden side eller prøve at løbe hele vejen op.

Hvad skal I pakke?

Ekstra tøj
Sørg for, at hele familien er klædt på efter vejret. Tag fx varmt og vindtæt tøj på og pak regntøjet med i rygsækken. Et godt tip er at tage mange lag tyndt tøj på. Så er det nemmere at tage lag af, hvis børnene kommer til at svede.

Mad
Ingen kan bestige et bjerg på tom mave, så smør en god madpakke, husk vandflasken og lidt varmt at drikke - måske lidt guf? Der er ikke meget, der slår en god madpakke og en kop varm kakao på en bakketop med udsigt.

Kort eller GPS
For at finde bjerget og den bedste rute til toppen er det en god idé med et kort. Print et ud eller brug din mobil.

Byg et bål

At lave et bål, dufte til brændet og hygge sig med familien i skoven eller på stranden er fantastisk. Det kræver ikke særlig meget og er nemt at gå til. Brænde, optændingsbriketter og et sæt tændstikker, så er I klar. Thomas viser jer i videoen hvor let det er.

Sådan bygger I et bål

Mad over bål

Har du nogensinde smagt æbler på bål? Eller prøvet at lave butterdej-brød i stedet for snobrød? Mad på bål smager bare bedre og børn elsker det. Når vi først har smagt snobrød over bål som børn, så glemmer vi aldrig duften og smagen igen!

Sådan laver I mad over bål

Ristede kastanjer

En kastanje er næsten som naturens svar på et Kinderæg. Der er en overraskelse, der er noget man kan lege med, og så smager de rigtig godt – hvis det altså er ægte kastanjer. I kan ikke spise de almindelige kastanjer, som egentlig hedder hestekastanjer.

Hvis I ikke har et ægte kastanjetræ i haven, kan ægte kastanjer købes i mange supermarkeder og hos grønthandlere.

Sådan gør I

1. Skær et kryds i toppen af kastanjerne og placer dem med krydset opad på grillens rist eller i et lag salt i en bradepande i ovnen.

2. Saltet skal ikke dække kastanjerne, det skal bare sørge for, at de ikke vælter.

3. I ovnen skal kastanjerne have ca. 20 minutter ved 200 grader, eller til skallerne begynder at revne. På grillen skal I se efter, hvornår skallen revner.

4. Spis kastanjerne med lidt salt og en klat smør.

Lav kastanjedyr

Efteråret er kastanjetid. Det er svært at lade være med at samle de rødbrune frugter op på en tur i skoven, og der er mange timers aktiviteter med kastanjerne, når I kommer hjem.

Byg en drage

Vind er en naturkraft, vi bruger til vigtige ting som vindenergi eller sejlads, mens nogle planters frø spredes af vinden.

Sidst, men ikke mindst, er blæsevejr sjovt at lege i, fordi vindens kraft kan løfte, bevæge eller flytte ting, vi kaster eller holder op i luften.

Thomas viser i videoen hvordan du let kan lave din egen drage.

Andre oplevelser til efterårsferien