Mennesket har smykket sig med perler fra naturen i årtusinder. I gamle danske udgravninger er der fundet perler af både rav, ben, horn, hjortetak, muslingeskaller og sten.

Brug ben tilovers fra aftensmaden derhjemme og lav nogle seje skeletperler. Benet skal ikke være kogt eller stegt. Det er meget lettere at skære i friske knogler.

Sådan gør I

  1. Fjern kød og sener fra knoglen
  2. Sav nogle mindre stykker af knoglen. Mange knogler er hule indeni (fx et kyllingeben), så I ikke behøver at bore huller.
  3. Snit de små knoglestykker til fine perler og lav eventuelt mønstre.
  4. Perlerne kan blive meget flotte og runde, når I sliber dem med fint sandpapir.
  5. Læg til sidst perlerne i blød i brintoverilte i et døgn. Det gør benet fint hvidt. Brug gummihandsker til brintoverilten.
  6. Vask altid hænder, når I har arbejdet med knogler.

Det skal I bruge

  • Ben fra gris, ko, får, and, kylling eller et andet dyr
  • Snittekniv
  • Brintoverilte (3 %)
  • Fintandet hobbysav
  • Sandpapir
  • Lille bor (hvis I også vil lave perler af muslingeskaller eller sneglehuse)

Perler af snegle og muslinger

Hvis skeletperler er lidt for vildt for jer, kan I gå en tur på stranden og være heldige at finde smukke muslinger og sneglehuse.

Med et tyndt bor eller en nål kan I forsigtigt prikke et hul i skallen. Vælg muslinger og sneglehuse i mange forskellige størrelser og farver, det giver et flot farvespil.