Vintergækker skal lægges i gækkebreve

Vintergækkerne er en forårsbebuder, som skyder op af jorden før vinteren rigtigt er ovre. På den måde driller vintergækken - eller driver gæk.

Når man skriver gækkebreve til påske, driver man også gæk med modtageren ved ikke at afsløre sig selv. Derfor foreskriver traditionen, at vintergækker skal lægges med i gækkebrevene.

Selvom påsken først falder midt i april i år, skal man altså ud i februar eller marts, hvis man vil nå at plukke vintergækker i blomst. Hvis der er lang tid til, at gækkebrevet skal sendes, kan man putte vintergækkerne i pres og tørre dem. Dette kan gøres i en blomsterpresse eller ved forsigtigt at lægge vintergækken ind i midten af tung bog.

Klip af gækkebreve

Gækkebrevene kan klippes på et utal af måder, lige fra de simple gækkebreve til de meget kunstfærdige klip, som man bl.a. kender fra H. C. Andersen.

Det behøver ikke være så kompliceret, og børn kan sagtens selv klippe gækkebrevene. Hvis man vil klippe efter en skabelon, kan man finde mange fine på internettet, men man kan også sagtens lave flotte og sjove gækkebreve ud fra den frie fantasi:

  • Start med at folde et stykke A4-papir til en trekant og klip det overskydende papir af. Herefter kan du folde det i kvarte og klippe ud. Klip fra begge sider, men pas på med ikke at klippe dem for tæt på hinanden.
  • Du kan også vælge at folde papiret yderligere. Papiret som er i kvarte foldes sammen en gang mere, så det danner en spids. Klip enden af, så gækkebrevet får en ensartet kant, gerne lidt kunstfærdigt. Klip fra begge sider, men vær forsigtig med ikke at klippe for tæt på hinanden.
  • Når du har klippet gækkebrevet færdigt kan du tegne på det, pynte med pailletter eller lime silkepapir bagpå. Skriv et gækkevers på, læg vintergækken ved og send til en hemmelig modtager.

Forslag til gækkevers

”Mit navn det står med lopper, pas på de ikke hopper!”

”Mit navn det står med søm, pas på du ikke bliver øm”

”Gæk gæk gæk, mit navn er blevet væk”

"Oh, jeg har købt en høne, som lægger store æg,
men æggene den lægger, dem vil jeg lægge væk,
og bytte til et større af chokolade som, du får hvis du kan gætte, fra hvem mon gækken kom"

Nemt og enkelt gækkebrev