Snart står alt i fuldt flor, og dyreunger boltrer sig til vands, til lands og i luften. At finde de første tegn på forår er en sjov aktivitet for både store og små.

Lær tegnene på forår at kende

  1. De hvide anemoner dækker skovbunden.
  2. Hasselbusken blomstrer og resulterer i løbende næser hos mange allergikere.
  3. Svalerne kommer tilbage fra deres vinterferie i Afrika.
  4. Frøerne lægger æg i småsøer og vandhuller.
  5. Citronsommerfuglen og nældens takvinge suger nektar fra de tidlige forårsblomster.
  6. Bøgen springer ud.
  7. Humlebidronninger tumler rundt og leder efter et godt sted til en rede.
  8. De røde skovmyrer kommer frem og varmer sig i flok på myretuerne.
  9. Salamandrene vandrer mod vandhullerne for at parre sig.
  10. De første hornfisk bider på krogen ved strande og moler.

Noter tegnene på forår

I kan måske købe en lille bog, hvor I noterer hvor og hvornår I har set de enkelte ting i naturen, suppler måske med tegninger eller fotos. Når I nærmer jer alle ti forårstegn, ved I med sikkerhed, at foråret er kommet.

Brug bogen år efter år og dermed har I jeres egen lille naturdagbog med forårstegn.

Tyvstart på foråret

Vil I opleve foråret så tidligt som muligt, så er det bedre at være på Fyn end i Nordjylland. Her springer forårsblomsterne nemlig ud 2-3 uger før, de gør i det nordjyske.