En rørhat med royale rødder. Sådan kunne man godt beskrive denne folkekære svamp. For 200 år siden regerede en madglad konge over Norge og Sverige. Den sultne regent elskede den brune svamp og fik den ofte serveret. Faktisk så tit, at man endte med at opkalde den efter ham. Kongen hed selvfølgelig Karl Johan.

Karl Johan-svampen er stor, flot og blød, og så er den samtidig en af vores allerbedste spisesvampe. Svampens hat er normalt 10-15 cm bred og ligner den øverste halvdel af en fødselsdagsbolle. Hatten kan have forskellige brune nuancer, mens undersiden er mere lys. Stokken ligner en tønde, er hvidlig eller lysebrun og har et fint netmønster.

Rørhat

Karl Johan kommer fra svampefamilien rørhat, og svampens biologiske navn er faktisk også spiselig rørhat. Et bemærkelsesværdigt navn, for i virkeligheden kan næsten alle rørhatte spises. Rørhatte vokser på jorden og danner svamperod i samarbejde med trærødder.

Foto: Marjan Kustera/Flickr

På jagt efter Karl Johan

Da Karl Johan danner svamperod med træer, finder I den altid i skoven, hvor den er ret almindelig. Svampen gror særligt godt på mosrig skovbund uden alt for mange blade. Den kan danne svamperod med både bøg, eg, gran og andre nåle- og løvtræer. Karl Johan kommer frem allerede i august, men der er normalt flest i september-oktober.

De bedste Karl Johan-spisesvampe er unge og faste i kødet. Karl Johan kan ikke forveksles med farlige giftsvampe, men I skal dog alligevel passe på, at I ikke forveksler svampen med fætteren galderørhat. Bare rolig, den er ikke spor farlig og der sker ikke noget ved at spise den. Galderørhatten har imidlertid en bitter smag, som kan gøre enhver ret uspiselig.

Den bitre fætre kendes på sit mørke, brune net på stokken. Når den bliver ældre, får den rosafarvede rør under hatten. Hvis I er i tvivl, så prøv at smage på et lille stykke af svampen. Hvis det er en galderørhat, ved I det med det samme!

Der er andre, der elsker Karl Johan

Der er også mange dyr, der elsker Karl Johan. Rådyr spiser dem gerne. I kan måske se, hvordan de har rodet i skovbunden. Sneglene guffer også løs, og det kan man se på hattene.

Inde i stokken finder man tit larver af svampemyg, så det er en god idé at skære stokken igennem for at tjekke.

Spis og gem

Hvis I finder Karl Johan, skal I selvfølgelig smage på dem. Og eftersom svampen er en klassisk spisesvamp, kan I finde hundredvis af opskrifter med Karl Johan.

Hvis I vil gemme svampene, kan I fryse eller tørre dem. Tørrede Karl Johan-svampe har endnu mere smag end frosne eller friske svampe. Tørring af svampene kan derfor både være sjovt og lækkert.

Hvis I skal tørre svampe, skal de virkelig blive knastørre. Ellers angribes de af skimmelsvamp. Rens svampene og skær dem i tynde skiver. Hvis det er godt vejr, trækkes skiverne på snor og hænges op i solen. De kan også hænges i et tørt og varmt fyrrum eller tørres på et stykke stof på et gulv med gulvvarme. Endelig kan de tørres i en varmluftsovn ved cirka 30 grader med lågen på klem. De skal være der i lang tid.

Karl Johan til tørre: Det skal I bruge

  • Karl Johan-svampe
  • Snor
  • Skarp kniv
  • Sol
  • Tørt rum el. varmluftsovn