Saml ind, pres, tør og arkivér. Det er den simple, men sjove og kreative proces, som skabelsen af et herbarium bygger på. Det ekstra fede ved et herbarium er, at I kan lave det over lang tid - måske flere år.



Sådan gør I

  1. Tag en tur til skoven, engen, grøftekanten eller stranden.

  2. Når I finder en plante, så sørg får at få både stilke, blade og blomster med. Så er den lettere at ”bestemme”. I skal lade planten stå, hvis den er en fredet.

  3. Put planten i en pose. Pust gerne lidt luft i posen, inden I lukker den til. Så undgår I, at planten bliver mast eller knækker.

  4. Når I kommer hjem, skal I finde nogle gamle aviser frem. Bred planterne ud på siderne i avisen. Arranger dem, så man kan se blade (eventuelt både forfra og bagfra) og blomster.

  5. Oven på avisen lægger I noget tungt. Det kan være et par tunge bøger, en mursten eller lignende. I kan også lægge aviserne mellem to træplader, som I presser sammen med et par spænderemme.

  6. Planterne skal ligge i pres 1-2 uger. Hvis det er en meget saftig plante, kan det være nødvendigt at skifte avissiderne en gang imellem. Selvom det er svært, må I have tålmodighed og ikke røre eller kigge for meget til planterne.

  7. Når planterne er tørre, er det tid til at sætte dem op i jeres herbarium.

  8. Nogle sætter planterne på forskellige ark og lægger dem i en kasse. Andre sætter dem fast i en bog med tomme sider. I kan eksperimentere med den stil, I bedst kan lide.

  9. Planterne sættes fast med små stykker tape, lim eller med sytråd og nål. På arket skriver I plantens navn, hvor I fandt den og andre oplysninger om planten, I synes er sjove.

  10. Et herbarium vokser over tid. Når I finder en spændende plante i naturen, kan I glæde jer til at komme hjem og tilføje den til samlingen.

  11. Tip: Når I ikke bruger jeres herbarium, skal det ligge et sted, der er mørkt og tørt, så planterne ikke forgår.

Bestem planterne

Det er en fordel at have et godt planteleksikon ved hånden, når I skal artsbestemme planterne. Der er mange forskellige gode leksika, som I kan låne på biblioteket eller købe.

Pas på de sjældne planter

Der er mange sjældne og fredede planter i Danmark. Vær sikre på, hvad det er for en plante, I putter i jeres pose, så I ikke kommer til at tage en af dem, vi skal passe på.

Danmarks største herbarium

Det største herbarium i Danmark befinder sig på Statens Naturhistoriske Museum i København. Samlingen tæller ca. 230.000 planter fra Danmark! De første indsamlinger til herbariet begyndte tilbage i 1700-tallet.