Sten er bygget op af mineraler, og der findes mere end 3000 forskellige af dem. Men kun omkring 50 af mineralerne bliver brugt som smykkesten.

Saltkrystal

Hvis I kigger ned i en skål med salt, kan I se de fine krystaller. Navnlig hvis det er det såkaldte flagesalt. Prøv at lave jeres egne saltkrystaller.

Sådan gør I

  1. Start med at opvarme vandet, hvori saltet skal opløses. Vand kan nemlig opløse salt, men kun en begrænset mængde. Jo varmere vandet er, jo mere salt kan I opløse.
  2. Nu opløser I salt i vandet, til det ikke kan tage mere, og vandet er ”mættet”.
  3. Hæld vandet i et glas. Læg en pind over glasset, hvorfra der hænger en snor ned i vandet.
  4. Når vandet derefter afkøles, kan det ikke længere holde på alt saltet. Saltet kan nu igen gå over til at blive fast, altså et krystal. Saltkrystallerne vil nu hæfte sig til snoren, og I får en fin krystalsnor.

Gør-det-selv-kandis

I kender nok sukker som de hvide, fine krystaller, I bruger, når I bager kager – men sukker kan også have andre former. For eksempel som store krystaller – det der hedder kandis – og det kan I nemt lave selv.

Sådan gør I

  1. Bland vand og sukker i skålen, og rør kraftigt rundt, indtil der ikke kan opløses mere sukker i vandet.
  2. Lad evt. blandingen stå og hvile, og bland så igen.
  3. Når blandingen er helt mættet, og der ikke kan opløses mere sukker i vandet, så skal I hælde blandingen over i et glas. I kan se at blandingen er mættet ved, at der ligger nogle sukkerkorn i bunden, der ikke forsvinder, når I rører rundt. Er der sukkerkrystaller i bunden af skålen, skal I hælde forsigtigt, så de ikke kommer med op i glasset.
  4. Fugt bomuldssnoren i vand og rul den i sukker.
  5. Bind den ene ende fast til pinden, og klip snoren af i den anden ende, så den næsten når bunden af glasset.
  6. Lad glasset stå i et par dage og se, hvordan krystallerne langsomt vokser frem. Læg eventuelt et stykke papir eller et viskestykke over glasset, så der ikke kommer støv og fluer i.

I kan tilsætte f.eks. pebermynte-essens eller frugtfarve, så I får kandis med både smag og farve.

Sukkeret bliver til krystaller

Når I bygger krystaller, er det en langsom proces. Molekyler lægger sig lag på lag oven på hinanden og danner større og større krystaller. Når vandet langsomt fordamper, har sukkeropløsningen for meget sukker i sig. Sukkeret er nødt til at ’forlade’ vandet og blive til fast form igen – og så kommer sukkerkrystallerne.

Kandis - det skal I bruge

  • En skål
  • Et højt rent glas
  • Et stykke bomuldstråd
  • En pind
  • Sukker
  • Lunkent vand

Forsøg med alun

Alun er et metalsalt, som er opløseligt i vand og har en sur-sød smag. Det har været kendt siden oldtiden, hvor man blandt andet brugte det til at stoppe mindre blødninger, hvilket det stadig anvendes til i dag. Desuden bruges det til så forskellige ting som f.eks. vandrensning, deodorant, konserveringsmiddel, skumslukkere, modellervoks og betonfremstilling. Et alsidigt stof!

Sådan gør I

  1. Lav en stærk alunopløsning i det ene glas, f.eks. 1 dl alun og 2 dl kogende vand.
  2. Hæld opløsningen gennem kaffefiltret over i det andet glas.
  3. Bind enden af bomuldssnoren omkring pinden, og læg pinden på glassets kant, så snoren stikker et godt stykke ned i opløsningen.

Alun krystalliserer hurtigt. I løbet af nogle dage er der dannet flotte krystaller på snoren. Efterhånden som vandet fordamper, kan I fylde mere opløsning i. Husk, at når I fylder efter, skal opløsningen være afkølet, ellers smelter de krystaller, der allerede er.

Find mere inspiration

På biblioteket kan du låne Tove Ydes ”Sten og forsteninger i Danmark” eller Politikens ”Smykkesten i farver”. Du kan også prøve at google ”lav selv krystaller” og se, om der kommer nogle spændende opskrifter frem.

Alun-forsøg- det skal I bruge

  • Alun (kan fås på apoteket)
  • Kogende vand
  • To tomme syltetøjsglas
  • En ske
  • Et kaffefilter
  • En bomuldssnor eller sytråd
  • En tynd pind