De blanke, rødbrune kastanjer er nemlig ikke kun smukke at kigge på og dejlige at have i lommen, de er også sjove at lave dyr og fantasivæsener af.

Sådan gør I

  1. Saml masser af kastanjer i forskellige størrelser. Det er lettest, hvis kastanjerne er friske.
  2. Stik hul i kastanjerne med en strikkepind eller en syl der, hvor tændstikkerne skal sættes fast. Det kan være, I skal lade en voksen hjælpe, så I ikke stikker jer selv i hånden.
  3. Kastanjerne sættes sammen med tændstikker til dyr og fantasivæsener.
  4. I kan putte lidt lim på enderne af tændstikkerne, inden de stikkes ind i kastanjerne. Så er dyrene lidt mere holdbare.
  5. Tændstikhovederne kan bruges til øjne, hale og fødder. I kan også bruge andre naturmaterialer – for eksempel frøene fra bøg, eg, hassel og ahorn.
  6. Slut af med at samle dyrene i en udstilling i vindueskarmen eller brug dem til at lege med.

Kastanjerne kan også trækkes på snor til en flot perlekæde.

Lav en smuk efterårsdug

Kastanjetræets blade er meget dekorative. I kan lave en smuk efterårsdug ved at samle et par flotte, hele blade og male dem med tekstilfarve oven på en avis.

Vend bladet over på et stykke hvidt stof og pres let, så der bliver et fint aftryk. Lav en ranke ned på midten af dugen eller hele vejen rundt i kanten. Bagefter kan I pynte bordet med skinnende kastanjer eller kastanjedyr.

Læs også Ristede kastanjer og Tre lege med kastanjer.

Det skal I bruge

  • Kastanjer i forskellige størrelser
  • En strikkepind eller syl
  • Tændstikker
  • Snor
  • Evt. lim
  • Evt. andre naturmaterialer