Soldug

De danske kødædere lever af insekter og andre smådyr. Alle kødæderne lever på steder, hvor der ikke findes naturlig næring til planterne. I Danmark er det primært i højmoser og lignende.

Planterne er sjældne, så pluk aldrig en kødædende plante for at tage den med hjem.

Blærerod

Vandplanten blærerod har en lang stilk med gule blomster over vandet.

Under vandet er den en dræbermaskine. Bladene er indrettet med snedige fælder, og planten har på trods af sit navn ingen rødder.

Blæreroden suger små byttedyr ind, når dyrene rører nogle ”hår” ved en af dens mange små blærer. Når dyrene er suget ind, bliver de kvalt på grund af mangel på luft, de rådner og planten suger saften i sig.

På en enkelt plante er der fundet 150.000 små vanddyr, der var gået i fælden.


Vibefedt

Vibefedt er i familie med blærerod, men den har blå blomster. Plantens blade er klistrede og virker som fluepapir. Insekterne klistrer fast på bladene.

Jo mere de kæmper, jo mere bliver de klistret til. Insektet bliver derefter opløst af stoffer, som planten udskiller.


Soldug

Bladene på soldug er skinnende lyserøde og har lange hår. Der sidder en lille klæbrig dråbe på hvert hår. I solskin ligner det dugdråber, deraf navnet soldug.

Insekter bliver lokket til af den røde farve og sidder så fast i klisteret. Bladet folder sig langsomt sammen om dyret og giver det en ”krammer”. Efter et par dage folder bladet sig ud igen, og vinden eller regnen fjerner skelettet.

Der er flere slags soldug i Danmark. Den mest almindelige har runde blade og hvide blomster.


Trompetblad

I midten af 1990’erne fandt man en ny kødæder i Danmark. Den kommer fra Nordamerika og er plantet ud i den danske natur af mennesker.

Planten har fået navnet trompetblad, fordi bladene ligner små trompeter med et låg.

Insekterne kravler ned i trompeterne og kan ikke komme op igen. I bunden af trompeterne er der en lille sø af vand, hvor insekterne drukner, inden de bliver opløst og spist.

I Danmark er de, der passer på den danske natur, ikke glade for at se planten vokse frit, selvom den er smuk og spændende. Planter fra andre steder i verden kan nemlig udkonkurrere de danske planter.


En kødæder i vindueskarmen

Selvom I ikke må plukke de kødædende planter i naturen, kan I godt få en hjemme på værelset. Mange blomsterhandlere sælger planter, der oprindeligt gror i varmere lande. De bliver dyrket i drivhuse.

I kan for eksempel købe ’kandebærer’, der fanger insekter, der falder ned i deres kandeformede fælder eller ’venus fluefanger’ med en fælde, der klapper sammen om byttet som en ”rævesaks”.

Planterne kan ikke leve ude i den danske natur, men de kan stå i din vindueskarm og hjælpe med at holde antallet af myg og fluer nede.

Vil I vide mere

Få mere at vide om de snedige dræberplanter på www.koedaedendeplanter.dk.

Gammelt lægemiddel

Både vibefedt og soldug blev før i tiden brugt mod alt fra fodvorter og fregner til forstoppelse og kighoste.