Frivilligheden er i højsædet, når naturfamilierne rundt om i landet er på tur. Det ville nemlig ikke være muligt at afholde så mange fede ture, hvis der ikke var seje familier, som tog initiativet til at komme ud i den skønne, lokale natur.

En af dem, der har haft stor succes med at inspirere både børn og voksne til at komme ud, er Sheila Lund Lisberg, som er ambassadør for Naturfamilier i Holstebro Kommune. Hende har vi taget en snak med - om ambassadørrollen, om den kommunale kontakt og om den irriterende coronasituation, som desværre længe har spærret for aktiviteter med mange deltagende.

Det skal være nemt

Der er gang i den lokale naturfamiliegruppe i Holstebro, og med godt 300 medlemmer er ’Naturfamilier Holstebro’ den gruppe med flest medlemmer, foruden København. Et sådant tilslutning kommer ikke af sig selv og kræver et stort men sjovt engagement, som Sheila forklarer det.

Når Sheila arbejder med arrangementer i Naturfamilier Holstebro, har hun en ting for øje: At inspirere til, hvor nemt det er at bruge den lokale natur:

- Det handler om, at de familier, der er til stede, får noget ud af det. Nærværet er vigtigt. Målet med de arrangementer, vi afholder, er jo, at aktiviteterne er forslag, men det er familierne og børnene selv, der vælger hvad de vil. Der skal ikke være pres på. Det skal sætte sig som en god oplevelse, så det kan så gode frø til gode vaner for både børnene og deres forældre.

Selvom aktiviteterne, der afholdes til Naturfamiliers arrangementer, hovedsageligt er til børn, mener Sheila, at både børn og voksne får noget vigtigt ud af det:

- Det hele, synes jeg, handler om gode vaner, og her er forældredelen enormt vigtig. Børn bliver præget af deres forældre, så det handler om at få forældrene med. At få dem til at indse, at regnormen kan være mega spændende. Sådan nogle ting. Det handler om at skabe og vække nysgerrighed. Undersøge naturen, eksperimentere. Samtidig kan forældrene få skuldrene lidt ned. Det, jeg oplever, er, at når de kommer ud, så skabes der nye muligheder. Muligheder, forældrene måske ikke havde overvejet før. Vi laver ofte bål, når vi er ude, for bålet er et naturligt samtalerum. Forældrene kan sidde omkring bålet og stresse af og hygge, mens børnene løber rundt og leger. Det er fantastisk at se og være en del af.

"Det skal sætte sig som en god oplevelse, så det kan så gode frø til gode vaner for både børnene og deres forældre" - Sheila, ambassadør i Holstebro

Sheila Lund Lisberg, ambassadør i Holstebro

Vigtigheden af gode relationer

En af måderne, Sheila har skabt rammerne for udbredelsen af den holstebroske naturfamilie-ånd, er gennem kontakt med Holstebro Kommune og de afdelinger, der arbejder med udeliv:

- Jeg tog egentlig bare fat i kommunen fra start af og fortalte dem, at Naturfamilier startede op i kommunen. Natur- og Miljøafdelingen fortalte mig om udviklingen af Tvis Mølle Naturlaboratorium, et naturområde i Holstebro. Kommunen har stor interesse i, at Naturfamilier bruger området, og vil gerne samarbejde i det omfang, det er muligt. Man kan komme langt, hvis man aktivt opsøger forskellige samarbejdspartnere, og vi har set, hvor vigtigt det er med gode relationer.

- Vi har fx lavet et samarbejde med den lokale haveforening ved Tvis Mølle Naturlaboratorium, som har givet os lov til at så afgrøder i nogle af deres højbede under Naturens Uge. Det skaber gensidig glæde og læring for både unge og gamle, som kan hjælpe hinanden. Vi har også haft besøg af en 12-årig falkoner, som fremviste og fortalte om sin høg, og alle fik lov til at holde den. Mulighederne er uendelige.

I samme ombæring forklarer Sheila, hvordan det har haft en stor betydning for lokalmiljøet:

- Det her er starten på en klar trend. I løbet af i år har der været vildt interessante udsendelser i fjernsynet som fx DR’s ’Vilde vidunderlige Danmark’, som har hjulpet til at åbne danskernes øjne for den smukke natur, vi jo har i Danmark. Det generelle fokus på natur skaber glæde og motivation, og det er en fornuftig bølge at være en del af. Vi kan i hvert fald se, at der kommer flere og flere til - også tilflyttere til kommunen, som kan bruge naturfamilie-fællesskabet til at knytte nye venskaber for både børn voksne og samtidig også lære naturen i nærområdet at kende.

Den store, irriterende elefant i rummet

Selvom Sheila ser Naturfamilier Holstebro ride på en bølgen af fremgang, så er der stadig en hurdle, som er svær at komme udenom: COVID-19-pandemien.

- Vi har jo desværre været lukket ned i lang tid. Hele foråret var uden ture, og jeg har været nødt til at holde lidt igen. Det er møgirriterende. Det sværeste er det med formalia. Hvad man må, hvad man ikke må, og hvordan man skal forholde sig til reglerne? Det handler om samvittighed og sikkerhed, men vi har jo ikke lyst til at blive hysteriske. Det er en svær balancegang, for vi kan mærke, at familierne enormt gerne vil ud med hinanden. Men igen, målet med vores arrangementer er jo, at familierne kan bruge vores idéer til selv at gøre det samme – og i denne situation især i den enkelte familien. Vi glæder os bare til, at der igen kan åbnes lidt op, så vi kan komme ud igen.

Et kæmpe tak og en stor respekt skal lyde til alle de seje ambassadører og alle andre, der tager initiativ og inspirere børnefamilier til at komme ud i naturen.

"Men igen, målet med vores arrangementer er jo, at familierne kan bruge vores idéer til selv at gøre det samme"