Det gode fællesskab opstår, når vi lader usikkerhed blive til nysgerrighed

Maria, der er mor til to, arbejder som pædagog og har det sidste godt halve år fungeret som en af to ambassadører for Naturfamilier i Ikast-Brande. Og ifølge hende er en smule ”pippisk” gåpåmod og en lyst til at være sammen med andre i naturen alt, der skal til for at følge hende trop.

- Man skal bare ville det. Konceptet er jo bare ’tag ud i naturen og vær sammen med andre familier’. Man behøver hverken være biolog, naturvejleder eller naturpædagog, man skal bare kunne tænke sig at være sammen med andre børnefamilier. Og så kan man jo sammen med de andre finde ud af, hvad vej ens naturfamilie-gruppe skal gå, siger hun på baggrund af sine erfaringer med at blive ambassadør.

Og selvom Maria har sagt, ’det kan jeg sikkert godt finde ud af’ til mange ting det sidste år, så har det ikke været helt uden tvivl og usikkerhed.

- Jeg troede jo, alle vidste mere end mig, men det ændrer ikke ved, at hvem som helst kan være med i Naturfamilier – det kunne jeg jo også, da jeg bare kunne lide at lave bål i børnehaven, fortæller hun, inden hun må afbryde et øjeblik for at finde togbanen frem til sin søn.

”Man kan jo bare rulle stenen langsomt”

Maria har altid været glad for at være ude. Men det seneste år er naturen blevet genstand for både interesse og bekymring for hende, efter det gik op for hende, at ”naturen faktisk ikke har det godt”, som hun siger. Hun begyndte at kigge efter insekter og planter – både selv og med børnene i børnehaven – og engagerede sig aktivt i at skabe både plads og lyst til vild natur. Hun har blandt andet stået for, at institutionen, hvor hun arbejder, har fået en naturlegeplads, og hun har meldt sig ind i den lokale DN-afdeling.

Jeg havde slet ikke forventet, at det skulle føre hertil, fortæller hun selv om rejsen fra bålansvarlig på legepladsen til udpræget naturentusiast. Og hun forstår også godt, at det ikke er alle, der kan se sig blive opslugt på samme måde. Men den ærlige tilgang, Maria har haft fra start, kan mange af os måske alligevel lære lidt af:

- Man kan jo bare rulle stenen lidt langsommere – og så starte med at sige til sig selv, at det er okay at sige ’det ved jeg ikke’ til børnene.

Og har man sagt det ved jeg ikke, så har man allerede sagt halvdelen af den sætning, der efter Marias eget skøn er løbet over hendes læber allerflest gange, når hun har haft børn med i naturen. Den sidste del af sætningen lyder ikke så lidt pippisk:

- Men vi kan da finde ud af det!

Man kan næsten se for sig, hvordan de nysgerrige børneansigter lyser op, når hun siger det. Og præcis den barnlige nysgerrighed er også kernen i Marias opfølgende pointe:

- Man behøver ikke stå med en masse. Man skal bare lade være med at tro, at alle ved meget mere end én selv, men i stedet sige ’måske ved vi allesammen noget – ja, eller ingenting’. Men vi kan jo finde ud af det. Der er uendelige måder at få information på i dag jo.

Apps er godt, men alt er bedre i fællesskab
Maria gør selv flittigt brug af apps og podcasts, som gør det nemt for hende at undersøge naturen og blive inspireret. Men selvom det er gode redskaber, så står de i sig selv ikke mål med det, hun oplever, når hun er ude med andre familier.

- Alting er bare sjovere i et fællesskab. Sammen er man bare stærkere. Det giver nogle federe muligheder, end jeg selv kunne have fået – for at erfaringsudveksle og høre ’hvad tænker du, og hvad tænker jeg’, altså det er bare… det er bare fedt!

Og præcis det at være sammen om tingene var også det, der hjalp Maria med at finde frem til, hvordan hun ville gribe rollen som ambassadør an.

- Det gjorde en stor forskel, at den anden ambassadør var enormt imødekommende; lod mig prøve nogle ting og var åben for, at vi kunne samarbejde om det. Det gjorde helt vildt meget. At man bare lige så stille kastede lidt bolde hen til mig for at se, hvad jeg fangede – det var en ret god tilgang. Det med, at når man får nye ambassadører lige mærker efter – fx spørger ’kunne du tænke dig at prøve at arrangere en tur’.

Der er med andre ord ikke én rigtig måde at være naturfamilie eller ambassadør(er) på, hvis du spørger Maria.

- Bare man melder sig på banen, så kan man jo selv bestemme, hvor aktiv man vil være, hvor meget man vil, hvad man skal lave, hvor turen skal gå hen osv.