Til denne sirup skal I ideelt set bruge friske granskud - det kan som bekendt være en udfordring lige nu, da de skal sankes allerede i maj! Men fortvivl ikke, for I kan også bruge grannåle. Prøv endelig opskriften igen til foråret, når I har samlet friske skud.

Sådan gør I

  1. Skyl skud og nåle grundigt og kom dem i en gryde sammen med vandet.
  2. Kog ved middel varme i 15 minutter.
  3. Sluk og lad det trække under låg natten over.
  4. Si nålene fra og tilsæt sukkeret.
  5. Lad det simre ved svag varme, indtil det er tyknet til sirup.
  6. Når det har den ønskede konsistens, hældes siruppen på flasker.
  7. Luk flaskerne og lad dem køle af. Opbevares mørkt og køligt.

Når I samler gran

At samle gran er en gammel tradition. I offentlig skov må I samle kogler og nedfaldne grene i behersket omfang - det svarer cirka til en bæreposefuld. I må gerne klippe grene af væltede træer - dog ikke hvor der produceres pyntegrønt. I private skove skal I spørge om lov, før I tager noget med hjem. Brug jeres sunde fornuft og vis hensyn til dyr og planter.

Undgå taks

Hold jer fra taks, der ligner gran – den er giftig. Undgå at plukke ved marker, der er sprøjtede. Undgå at plukke ved trafikerede veje.

Det skal I bruge

  • 6 dl granskud/nåle
  • 4 dl vand
  • 4 dl sukker

Tip

I kan finde flere gode opskrifter i bogen ’Mad med gran’ af Johanne S. Bjørndahl og Julie A. Swane.