En fuglevenlig have kan nemt skabes ved, at I lader grenbunker, visne blade og træstubbe ligge. Fugle elsker vildnis og gerne lidt rod i haven.

Ved at gøre jeres have lidt vildere, kan fuglene bedre finde gemmesteder og bygge reder. Sørg samtidig for mad og vand året rundt.

Fire grundtips til en fuglevenlig have

  1. Vildt og varieret
    I får flest forskellige fugle i haven ved at indrette haven varieret og vildt. Der skal være forskellige træer og buske. Få haven til at minde om et skovbryn.

  2. Gemmesteder
    Fugle er vilde med gemmesteder. Hule, gamle træer, vildt buskads eller en brændestabel. Etabler gerne skjulesteder med tætte grene, som fx stedsegrønt.

  3. Livretter
    Hvis I planter mange forskellige frugttræer, bærbuske og blomsterplanter, serverer I et bredt udvalg af livretter og tiltrækker flere slags fugle. Træer som benved, taks, tjørn, hassel, hyld og røn er gode fugletræer, ligesom berberis, ene, hyben, gedeblad og havtorn er gode fuglebuske. Gode blomsterplanter kan være kærmindesøster, hjortetrøst, lavendel, natlys, røllike og solhat.

  4. Fuglekasser
    Sæt gerne fuglekasser op og forsyn dem med foder, så I er sikre på, at fuglene kan få noget at spise i haven. Giv gerne foder hele året, men særligt i vinterperioden. Frø og kerner med højt fedtindhold er bedst. På kolde vinterdage skal småfuglene æde, hvad der svarer til 1/3 af deres egen kropsvægt. Prøv at forestil jer, at en voksen mand skulle spise 20-30 kg mad på én dag!

Ekstra tip

I kan lave et fuglebad af en stor flad skål. Sørg for, at der altid er rent vand i skålen, og sæt den, så det ikke bliver et spisested for katte og rovfugle.

Husk

Beskær aldrig jeres hæk før Sankthans. I risikerer, at solsorten og andre fugles reder, æg og unger går tabt.

Ren have

  • I stedet for at sprøjte gift på ukrudtet, kan I lægge træflis eller plante bunddækkeplanter de steder, der ikke må komme ukrudt.
  • I kan opsamle regnvand og bruge det til at vande med. Det er gratis. Gør det fx ved at forbinde en tønde til nedløbsrøret.
  • Med en kompostbunke får I god muldjord og mange regnorme i haven – så behøver I ikke at bruge kunstgødning.