Tøm sandkassen for sandforme og spande eller find gamle underskåle eller tallerkener frem. Alt, der kan give isen en form kan bruges, bare det kan tåle frost – og det kan både metal, det meste keramik og plastik. En gammel tallerken eller underskål kan bruges til at lave flotte, runde is-uroer.

Sådan gør I

  1. Fyld formene med vand.
  2. Læg eventuelt pynt i.
  3. Slå knude på en snor og læg enden med knuden ned i formen, så den fryser med i figuren.
  4. Sæt formene ud i frostvejret eller i fryseren, hvis det ikke er frost udenfor.
  5. Alt efter temperaturen, kan det tage fra en nat til et døgn eller mere at fryse vandet i formen helt.
  6. Når alt vandet er frosset til is, kan I tage figurerne ud af formene.
  7. Hæng de færdige figurer op.
  8. Hvis det ikke er frost udenfor, smelter de langsomt og bliver til fantasifigurer, der skifter form, til alt isen er smeltet.

Det skal I bruge

  • Forme af enhver art
  • Vand
  • Snor
  • Blade, bær eller andet pynt til at fryse ind i formen
  • Frostvejr eller en fryser

Hvis det er besværligt at få figuren ud, fordi formen er hård, kan I vende den og forsigtigt hælde lidt varmt vand ud over ydersiden af formen. Læg eventuelt en klud under, mens I hælder.

Eksperimenter med vand

Når du stiller vand ud i kulden eller i fryseren, vil du opdage, at is fylder mere end vand.

Prøv at fylde en form helt med vand og læg mærke til, at isen vokser ud af formen. Eller tag en fryseboks med løst låg, fyld den med vand, kom låg på og sæt den ud i frostvejr eller i fryseren. Efterhånden som vandet fryser, skubber isen låget af. Sæt ikke et kliklåg eller et skruelåg på boksen og brug aldrig beholdere af glas.

I kan også eksperimentere med at lægge masser af is i et glas med vand. Der må gerne være top på og vandet skal nå kanten af glasset. Tag glasset med indenfor og se hvad der sker, når isen smelter. Der løber ikke vand ned af siderne, fordi vand fylder mindre end is.