En kokedama er et lille hængende mikrolevested for mos og en lille plante. Det er en fin og kreativ måde at få pynt i vinduerne på. Det smarte ved kokedamaerne er, at I kan vande dem, så de bliver ved med at være friske og grønne.

Kokedama er et japansk ord, der betyder ’mosbold’. Det er en plante, der er taget op af jorden eller potten, pakket ind i en kugle af jord, dækket af mos og til sidst snøret sammen med snor.

Planterne er meget populære, og de kan købes mange steder, men faktisk er de også simple at lave selv.

Sådan gør I

  1. Tag en lille plante med jord omkring rødderne. Tilsæt eventuelt lidt ekstra havejord.
  2. Form jorden til en kugle på størrelse med en tennisbold.
  3. Pak kuglen ind i en plade mos, og snør bomuldssnor rundt om kuglen. Slut af med at binde en knude på snoren, så den bliver siddende.
  4. Læg kuglen i en skål med vand i fem minutter, så den kan suge vand til sig.
  5. Når kuglen er dryppet af, hænger du den op med et stykke snor, så planten vender opad.

I skal vande kokedamaerne en til to gange om ugen. Lad kuglen trække vand i en skål i 5-10 minutter, og lad den dryppe af, inden I hænger den op igen.

Find materialerne i naturen

Hvis I ikke har mos i haven, kan I finde det i skoven, så længe det kun er til privat brug. I offentlige skove må I samle i hele skoven, i private skove må I kun tage det, I kan nå fra veje og stier.

Det er godt at vælge en plante, der vokser i mos i forvejen. Tag kun arter, der er mange af, og saml forskellige steder, så I ikke fjerner hele bestande.

Det skal I bruge

  • Mos
  • Bomuldssnor
  • Havejord
  • En plante f.eks. bregne, lærketræ eller grantræ
  • En saks