Regnvejr, vandpytter og vandhuller er alletiders legeplads, så længe I har regntøj og gummistøvler på.

Vand indbyder til leg – bliv klar til at plaske og pjaske.

Til de helt små

De helt små skal ud og finde en ting, der kan flyde og en ting, der kan synke. Kan de gætte, om tingene kan flyde eller synke? Test tingene i en balje eller ved søens bred.

Flyt vand med svamp

Hvert hold har en god tavlesvamp og en opvaskebalje halvt fyldt med vand. Holdene konkurrerer om først at få flyttet vandet ned i den anden ende af banen, hvor der står en tom spand. I kan give point for både hurtighed og for, hvor meget vand det lykkes holdet at få i spanden.

Gætter du godt med fødderne?

Først skal I samle ti ting fra naturen – ting, der kan flyde og ting, der kan synke. En stor balje eller kæmpe gryde fyldes med vand. En deltager skal med bare tæer og bind for øjnene finde ud af, hvilke ting der er i baljen. Bagefter bytter I, og så skal en anden person samle ting og en anden gætte med fødderne. Legen kan eventuelt laves som holddisciplin og på tid.

Byg en vandmølle

  1. Sæt proppen på langs af strikkepinden
  2. Skær seks riller i proppen
  3. Sæt møllebladene i rillerne
  4. Afprøv møllen ved en å

Det skal I bruge

  1. 1 korkprop
  2. 1 strikkepind
  3. 6 firkantede stykker hård plast (for eksempel fra en frugtbakke)

En smutter

Er havet roligt i dag? Så find de flade sten. Kast stenen lavt og med fuld fart hen over vandoverfladen med den flade side nedad. Hvor mange gange kan I få stenen til at hoppe på vandoverfladen? Kan I slå smut med runde sten?

Byg en sivbåd

Ude ved åen eller søen får I måske lyst til at lege lidt med vandet. Se på billederne, hvordan I bygger en simpel båd af lysesiv. Sivene vokser ofte ved vandløb eller i fugtige områder.

Oplev skoven i regnvejr

Har I prøvet at være ude i regnvejr? Har I lagt mærke til, om lyde eller dufte er anderledes i skoven, når det regner? Lige efter en god, kraftig regnbyge er det spændende at besøge en å eller et vandløb.

Regntøj og gummistøvler er gode at have i Danmark. Her falder nemlig 0,7 meter nedbør (regn, hagl, slud og sne) om året.

I andre lande, fx i Indien eller sydamerika, hvor det regner rigtig meget, falder der 10-15 meter regn om året!

Den blå planet

Jorden bliver kaldt den blå planet, fordi vand dækker 2/3 af Jordens overflade. Vandet bevæger sig i et evigt kredsløb: hav, fordampning, nedbør, vand/sne/ is, afstrømning og nedsivning, kilder, vandløb, søer og grundvand, havet på ny. Livet opstod i vand. Alt liv inkluderer vand. Uden vand – intet liv.

En flåde af papirbåde

Bliv inspireret til andre aktiviteter.

På biblioteket: For eksempel: Jørgen Clevin: Den store Clevinbog

På nettet: Prøv at google: Sjov med vand.

Eller gå på: www.papirfoldning.dk og se opskrifter på en hel flåde af papirbåde.